Sosai Masutatsu Oyama kom til verden den 27. juli 1923 i landsbyen Wa-Ryongri Yong-chi-myonchul i Sydkorea. Hans rigtige navn var Hyung Yee Choi.

Som 9-årig, mens han boede hos sin søster på hendes gård i Manchuriet, begyndte han sin undervisning i den sydkinesiske kempo-form kaldet “atten hænder.”

I 1938 indledte Japan sin anden store offensiv mod Kina og Hyung Yee rejste til Japan i forhåbning om at han kunne blive optaget på flyskole og starte sin uddannelse som kamppilot. Han begyndte at studere til flymekaniker, men af uvisse grunde forlod han skolen efter få år.

Uden job, uddannelse og penge tog familien Oyama ham til sig. De var selv indvandret fra Korea og kendte til det at være fremmed i Japan. Det var almindeligt for tilflyttere at skifte til et japansk navn for at kunne blive accepteret i det konservative Japan og Hyung Yee valgte, foruden værtsfamiliens efternavn, fornavnet Masutatsu. Under opholdet i Japan fortsatte han sin træning inden for judo og boksning og på grund af hans interesse for kampsport endte han snart hos Yoshitaka Funakoshi. I Funakoshis dojo begyndte hans undervisning i Shotokan Karate. Omkring 1941-42 begyndte han yderligere træning hos Nei-Chi So (Cho Hyung Ju) som stammede fra den samme provins i Korea som ham selv. Nei-Chi, der var kendt for sin fysiske og åndelige styrke, introducerede Oyama til den buddistiske åndsretning Nichiren, og han blev undervist i det uadskillelige forhold mellem boduen og buddismens åndelige grundlag.

Som anden dan forlod han Shotokan, formentlig af rent sociale årsager.

Som følge af Anden Verdenskrigs afslutning gennemgik Mas Oyama, som størstedelen af landets yngre befolkning, en personlig krise; hans fædreland Korea var blevet delt i nord og syd og hans nye hjemland havde tabt krigen og var besat af amerikanske tropper. Oyama fik luft for sin frustration gennem konstante konfrontationer med besættelsesmagten. Han havde altid haft en drøm om at blive noget særligt, bl.a. var én af hans forbilleder den tyske forbundskansler Otto Von Bismarck, og som situationen var, gjorde han det til sit kald at forsvare den menige japaner mod uretfærdighed. Ikke så få gange havde Oyama hjulpet en japansk kvinde med amerikanske soldater, der havde svært ved at forstå en afvisning. Fuld af selvretfærdighed ville han vandre rundt i sit kvarter ved aftentide og gribe ind når han stødte på uretfærdigheder. Til sidst blev hans adfærd for meget for besættelsesmagten og han blev idømt fængselsstraf for vold.

Efter endt straf genoptog Oyama sin træning hos vennen Nei-Chi So. Oyama havde svært ved at finde en passende rolle i sit liv og håbede på at hans lærermester kunne give ham et svar. Nei-Chi foreslog, at Oyama fandt et tempel og mediterede over sit liv indtil han kom til en holdbar løsning; hvis Oyama fortsatte sit nuværende liv, ville han ende med at slå flere mennesker ihjel og ende sine dage bag tremmer.

Oyama begyndte studier i et buddistisk tempel på bjerget Minobu – samme bjerg hvor samuraien Miyamoto Musashi i 1700-tallet fik inspirationen til sin berømte tosværds-teknik, Nito Ryu. Oyama havde altid være fascineret af samuraien som han kendte fra bogen ”Musashi” – én af Japans mest udbredte romaner på den tid. Hans ophold ophørte dog snart, da han ikke følte at studierne og de daglige opgaver gav ham tid nok til at træne.

Tilbage til Tokyo i 1947, hvor han deltog i efterkrigstidens første All-Japan stævne. Oyama vandt. Året efter giftede han sig med Chiyako Fujimaki og de fik snart deres første barn, en datter. I alt blev det til tre døtre; til sin store skuffelse fik Oyama aldrig den søn, der skulle være hans efterkommer.

I 1948 gjorde Oyama alvor af sin læremesters ord og rejste til et afsides sted på bjerget Kiyosumi i Chiba amtet for at træne karate i tusind dage. Denne gang var han ikke alene; sammen med ham rejste Yashiro, en af hans unge elever. Én gang om måneden modtog de forsyninger fra en ven af Mas Oyama, Hr. Kayama. Forsyningerne blev betalt af en personlig sponsor, en liberal politiker ved navn Senchichiro Ozawa.

Gennem energisk træning lærte Mas Oyama at overvinde ensomhedens psykiske belastning, men eleven Yashiro kunne ikke klare presset og forlod ham efter seks måneder. Fjorten måneder senere var Oyamas ven, Hr. Kayama, nødt til at holde inde med forsyningerne. Ozawa var kommet i politisk uføre og kunne ikke længere støtte ham økonomisk. Oyamas oprindelige plan om at opholde sig i ensomhed i tre år kom således til en pludselig og uventet afslutning.

Fuld af selvtillid ville Oyama afprøve sin styrke på en tyr og kontaktede et slagteri i Tatyama, der i første omgang ikke ville tage ham seriøst. Efter en del overtalelse fik han lov til at prøve kræfter med en 450 kilo tung tyr. Det første stød ramte tyren i panden, der gik amok med blodet løbende ud af mund og næse. Tyren døde ikke, men da den efterfølgende blev slagtet viste det sig at den havde flækket kraniet. Oyama fik endnu en chance. Denne gang fik han dyret i knæ. En bonde foreslog at Oyama skulle hugge hornene af og efter et par forsøg lykkedes det.

Hjemme i Tokyo begyndte Oyama at arbejde som sikkerhedsvagt på den Sydkoreanske ambassade og året efter blev han instruktør for den amerikanske hær. Han genoptog sin judotræning og trænede intensivt i fire år, hvorefter han opnåede fjerde dan.

Et par år efter hans hjemkomst tilbød en af hans venner at filme Oyama i kamp med en tyr. Oyama indså det enorme potentiale i tilbuddet og indledte tre måneders hård træning. Hvis kampen blev en succes ville hans karateform blive verdensberømt. Træningen bestod bl.a. i at studere tyrens styrker og svagheder; han besøgte flere gange slagterier og afprøvede teknikker på slagtede dyr.

I januar 1953 var alle forberedelserne færdige og sammen med filmfolkene fra Shochiku Motion Pictures Co. besøgte Oyama en strand ved Yawataa-kysten. Her skulle kampen stå mod det 500 kilo tunge dyr. Kampen varede 34 minutter før Oyama fik tvunget dyret ned og hugget det ene horn af. Der er desværre ingen der ved hvad der senere blev af filmen. Der er mange forskellige historier om hvor mange tyre Oyama overvandt (dvs. ikke nødvendigvis dræbte), men officielt er der tale om fire eller fem. På den anden side eksperimenterede han med døde tyre og det lykkedes ham at hugge hornene af på 48 ud af 52.

Mas Oyama åbnede sin første dojo i 1953 i Mejiro, Tokyo. På dette tidspunkt var hans styrke på sit højeste, så træningen var hård. Flere af hans elever kom fra andre stilarter, hvilket gav ham mulighed for at sammenligne og videreudvikle sin egen stil. Han tog det han følte var de bedste teknikker og idéer fra alle kampsporter han stødte på, og tilpassede dem sin egen træning – grundstenene for Kyokushin karate var dermed lagt.

Den første “School of Oyama” udenfor Japans grænser åbnedes i 1957 af Shihan Bobby Lowe i Hawaii. Mas Oyama gav sin første demonstration i landet i 1952, og efter demonstrationen mødtes de to og aftalte at træne sammen. Bobby Lowes far var kung fu-instruktør, så han havde selv et stort kendskab til kinesisk kampsport. Han deltog i enhver kampsport han kunne og i en alder af 23 havde han opnået fjerde dan i judo, anden dan i kempo og shodan i aikido, men det til trods var han rystet over Mas Oyamas præsentation. Mas Oyama inviterede ham til Tokyo for at de kunne træne sammen. Bobby Lowe blev i Japan i halvandet år og blev den første Kyokushin ”uchi-deshi” – en tradition som senere blev kendt som ”wakajishi” eller ”Mas Oyamas unge løver”, hvor de få blev udvalgt til at hengive sig til karate i tusind dage.

Under sin Kyokushin-tour i 1957 i USA, Mexico og Europa syntes alting pludselig at gå galt for Oyama og truede med at gøre en ende på Kyokushinkai. I Mexico udviklede det sig til en skandale: flere af hans gennembrydninger mislykkedes og i en tyrekamp blev han så alvorligt såret, at han var bundet til sit sygeleje i seks måneder. Kyokushinkai led ingen skade af den uheldige tour og da den første bog om stilen blev øjeblikkeligt en bestseller.

I 1963 påbegyndtes byggeriet af Verdenshovedkvarteret, der havde sin officielle åbning året efter. Det var på denne tid at Mas Oyama valgte navnet Kyokushin – Den fuldkomne sandhed. Kyokushin-stilen var allerede begyndt at sprede sig rundt om på kloden og Kyokushin er den dag i dag en af de største kampsportsorganisationer i verden.


Kilder:
Collins, Howard: "Absolute karate – Applications of Kyokushin" (1995, Howard Collins)
HUF - Extreme Martial Arts Centre (http://www.geocities.com/irek65/karate.html)